Det er der jo en risiko for. Den risiko mener jeg vi skal turde løbe.
Med den risiko in mente kan vi jo gøre alt hvad vi kan for, at blive på egen banehalvdel, gentage vigtige sætninger, så vi optimere chancen for at modparten får hørt den.
Men vi kan aldrig sikre os hvad den anden hører.
Det er heller ikke vores ansvar. Vores ansvar er hvordan vi får sagt det og hvorfra det kommer.
Den anden hører ofte det den anden VIL høre med mindre der er en stor villighed fra starten for virkelig at være åben.
Et åbent og tillidsfuldt rum kan vi selv være med til at skabe i forhold til: Hvordan vi indleder vores møde/samtale og i forhold til vores eget kropsprog.
Der findes ingen garantier, men vi kan sætte en intention for at modparten vil kunne tage det ind han/hun er parat til, at han/hun måske vil kunne tage mere ind med tiden og ikke mindst forstå, at dit udsagt kommer af kærlighed.
For det er vigtigt at det kommer af kærlighed og ikke er bebrejdelser.
Det er vigtigt at vores budskaber udspringer af kærlighed til dem vi ønsker at tale med eller af kærlighed til os selv fordi det vi har sat os i ikke er godt for os.
Vi har altid et valg.
Mange af os vælger desværre, at gå år ud og år ind og være bekymrede for det for meget alkohol der bliver indtaget, for at vores børn ikke blive mødt og rummet, for om vi kan holde til at være i forholdet eller på arbejdet.
Vi ”glemmer” ofte, at vi har et valg og det gør vi fordi frygten for at gøre noget andet end vi plejer er for stor.
Er det nu DU er klar til at slippe frygten og i kærlighed til dig selv tør være ærlig over for dig selv og andre?